Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Luftfoto af Nykøbing Katedralskole

Velkomst fra Rektor

Nykøbing Katedralskole byder dig velkommen.

Velkommen til DIG.

Det er mig en stor glæde at byde dig velkommen som elev på Nykøbing Katedralskole. Jeg håber – og tror – at du vil blive glad for dit valg.

På Nykøbing Katedralskole lægger vi stor vægt på fagligheden. Naturligvis, sådan må det være. Du er her for at få en ungdomsuddannelse. Også for at få nye venner og for at udvikle dig som menneske. Men fagligheden – den er vigtig.

På Nykøbing Katedralskole tror vi på, at en af nøglerne til høj faglighed, er at have det godt socialt. I et trygt og tillidsfuldt miljø, vil du have de bedste muligheder for at udfolde dig fagligt. Derfor gør vi meget ud af at have gode rammer for fællesskaber. Det er et fokuspunkt lige fra introforløbets skuldermakkere og makkerskabsgrupper, over hytteture, aktivitetsdage, fredagscaféer, fester, talentforløb, elevråd, elevudvalg, studieture og meget andet helt frem til dimissionen, hvor du sidder i Nykøbing F hallen med din familie og studenterhuen på hovedet.

Vi tror på, at uddannelse er en holdsport. Skolen sætter rammerne for god undervisning og gode fællesskaber. Og vi har tillid til, at du udfylder dem efter bedste evne. Med fagligt og socialt engagement. Med venlighed og gensidig respekt i forhold til dine klassekammerater, dine lærere og alle andre på skolen. Eller rettere: Det ved vi, at du nok skal gøre. For sådan plejer det at være hos os. Tillid og respekt avler tillid og respekt.

Endnu en gang rigtig hjerteligt velkommen til Katedralskolen.
Vi glæder os til samarbejdet.

Venlig hilsen
Morten Pape Nielsen
Rektor på Nykøbing Katedralskole

På et bord ligger penalhus, drikkedunk og navneskilt

Den første tid

På Nykøbing Katedralskole ved vi, hvor meget det betyder for din læring og dit humør, at du falder godt til i din nye klasse. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at det skal blive tilfældet.

Nykøbing Katedralskole i baggrunden og statue i forgrunden

Information til forældre

Der kan være krav og udfordringer, man som forældre til elever på gymnasiet og HF møder undervejs. Vores mål på Nykøbing Katedralskole er, at alle elever får den rigtige ungdomsuddannelse og det bedste skoleforløb - og det kan I hjælpe med at bakke op om.

Elever på vej ind i skolebygningen