Miljø og faciliteter
Nykøbing Katedralskole ligger i et frit og grønt område i byens nordlige del. Der er kort vej til centrum, til bus og til tog. Bygningerne er fra 1954 og fra første færd har den kunstneriske udsmykning været betydningsfuld både indendørs og udendørs. Den oprindelige asfalterede skolegård er erstattet af et lavt haveanlæg med en vandkunst af Peer Bruun. I sommertiden opstilles der borde og bænke. Inden for de seneste år er der tilbygget et musikhus og to klassefløje, der foruden nye klasselokaler og grupperum indeholder et lyst og indbydende studieområde med såvel stationære som bærbare computere. I centrum af studieområdet er placeret et bibliotek, der tilbyder kursister og elever hjælp til materiale- og kildesøgning. Samtlige klasselokaler er udstyret med moderne AV-udstyr og fleksible møbler.
Skolen har gode, lyse kantinefaciliteter med udsalg af frokostretter m.m. Kantinen er desuden uformelt mødested for kursister og elever. Skolen har nyrenoverede faglokaler bl.a. til de naturvidenskabelige fag, og den er præget af omhu for vedligeholdelse. Der er opstillet endnu en vandkunst i et gårdlignende område mellem de to nyeste fløje. I skolens festsal holdes jævnligt samlinger, fællesmøder samt musik- og teaterarrangementer. Skole og elever arrangerer i fællesskab fester og fredagscaféer, temadage, idrætsdage og en lang række frivillige aktiviteter inden for idræt, musik (bl.a. musical) og sport.
Nykøbing Katedralskole lægger vægt på at stille moderne faciliteter og trygge rammer til rådighed for alle.
